Nye bekendtskaber, gode samtaler og mulighed for at blive en del af det lokale erhvervsfællesskab var i centrum, da Hillerød Kommune, C4 og Hillerød Byforum inviterede nye virksomheder til velkomstmøde på Hillerød Rådhus.
Torsdag den 29. oktober dannede Hillerød Rådhus ramme om et vellykket velkomstmøde for nye virksomheder i kommunen.
Her fik deltagerne mulighed for at møde andre erhvervsdrivende, skabe nye kontakter og få indblik i de muligheder og fællesskaber, der findes for virksomheder i Hillerød.
Relationer er en vigtig del af at drive virksomhed
At etablere og drive virksomhed handler ikke kun om forretning og faglige kompetencer. Det handler også om at kende de mennesker, virksomheder og muligheder, der findes omkring én.
Netop derfor er velkomstmødet en anledning til at bringe nye virksomheder tættere på det lokale erhvervsliv og skabe grobund for både personlige relationer, faglig sparring og fremtidige samarbejder.
Sammen om et stærkt erhvervsliv i Hillerød
Velkomstmødet blev afholdt i samarbejde mellem Hillerød Kommune, C4 og Hillerød Byforum, der på hver deres måde arbejder for at understøtte et aktivt og attraktivt erhvervsliv i Hillerød.
En stor tak til alle deltagere for engagementet, de gode samtaler og lysten til at lære hinanden at kende.
Vil du vide mere om C4 og mulighederne for netværk, sparring og erhvervsrettede aktiviteter?
Du er altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende snak om, hvordan C4 kan bidrage til dig og din virksomhed.


