Fra ESG-data til klimahandling: Inspiration fra CLIBUS-besøg i Grækenland
Hvordan kan de data, virksomheder allerede ligger inde med, bruges til at understøtte konkrete klimaindsatser? Det var et af de centrale spørgsmål, da Hillerød Kommune og C4 Videncenter sammen med de øvrige europæiske CLIBUS-partnere mødtes i Larissa i Grækenland.
“Hvis du ikke måler det, kan du ikke ændre det.”
Sådan lød et af de centrale budskaber under to dage med rundbordssamtaler, workshops og virksomhedsbesøg med fokus på, hvordan virksomhedernes ESG-data kan omsættes til viden og bruges til at målrette klimaindsatser.
Hillerød var repræsenteret af to medarbejdere fra Hillerød Kommune og en repræsentant fra C4 Videncenter.
Mange virksomheder har allerede relevante data
Rundbordssamtalerne viste blandt andet, at kendskabet til ESG-data varierer meget blandt små og mellemstore virksomheder.
Mange virksomheder indsamler allerede oplysninger om eksempelvis energiforbrug, affald, ressourceforbrug og medarbejderforhold, men betragter ikke nødvendigvis oplysningerne som ESG-data eller som en del af et samlet ESG-arbejde.
Samtidig møder virksomheder, der leverer til større virksomheder eller deltager i offentlige udbud, i stigende grad krav om dokumentation af bæredygtighed. Det er dog fortsat kun en begrænset del af de små og mellemstore virksomheder, der arbejder systematisk med ESG-rapportering.
ESG-ekspert Papafloratos Triantafyllos satte blandt andet fokus på, hvorfor målinger er afgørende. Data kan skabe et tydeligere billede af både udfordringer og udvikling og dermed give virksomheder og andre aktører et bedre grundlag for at prioritere deres indsatser.
Inspiration fra virksomheder og innovationsmiljø
Turen bød også på besøg hos virksomhederne ELBAK og Exalco, som arbejder aktivt med bæredygtighed og ESG-rapportering.
Derudover besøgte deltagerne JOIST Innovation Park – et innovationsmiljø, hvor virksomheder, startups og forskningsmiljøer mødes om innovation og ny teknologi.
Besøgene gav konkrete eksempler på, hvordan data, bæredygtighed og innovation kan tænkes ind i virksomhedernes arbejde.
Erfaringerne skal bruges lokalt
Erfaringerne fra Larissa tager Hillerød Kommune og C4 Videncenter nu med videre i CLIBUS-projektets arbejde med at koble virksomhedernes viden og data tættere sammen med den lokale klimaindsats.
Det er netop i koblingen mellem virksomhedernes egne erfaringer og data og den lokale klimaindsats, at projektet kan skabe ny viden om, hvordan virksomheder og offentlige aktører kan arbejde sammen om den grønne omstilling.
Om CLIBUS
CLIBUS er et fireårigt EU-projekt under Interreg Europe, hvor Hillerød Kommune sammen med europæiske partnere arbejder med klimaindsatser og samarbejdet med virksomheder.


