Tilbagemeldinger fra eksterne repræsentanter

På denne side samler vi tilbagemeldinger fra C4’s eksterne repræsentanter. Her kan du få indblik i arbejdet i lokale råd, bestyrelser og samarbejder samt de temaer, indsatser og erfaringer, der har præget de enkelte år.

2025

VisitNordsjælland

Katja Slüter:

VisitNordsjælland spiller en vigtig rolle i at styrke turisme og synlighed for Hillerød Kommune. Organisationen arbejder med destinationsudvikling, markedsføring og samarbejde på tværs af kommuner og aktører.

VisitNordsjælland bidrager blandt andet gennem fælles national og international markedsføring af Nordsjælland, hvor Hillerød profileres som en attraktiv destination med fokus på kultur, natur og oplevelser.

Derudover arbejdes der med produktudvikling og partnerskaber, hvor lokale aktører i Hillerød får mulighed for at indgå i tematiske samarbejder og fælles indsatser.

Organisationen understøtter også kompetenceudvikling og videndeling gennem analyser, data og workshops. Det giver både kommune og lokale virksomheder indsigt i gæstestrømme, trends og behov, blandt andet via Turismeundersøgelse Hillerød 2025 og analyser af møde- og erhvervsturisme.

Repræsentantskabet mødes årligt, mens det lokale repræsentantskab mødes flere gange om året for at drøfte de indsatser og opgaver, som vurderes vigtige for Hillerød Kommune og VisitNordsjælland.

Der er samtidig løbende dialog med lokale aktører for at samle inspiration, dele viden og bringe lokale perspektiver ind i arbejdet.

Hillerød Events

Søren Jensenius:

Hillerød Events arbejder med at skabe aktiviteter og arrangementer, der styrker fællesskabet, foreningslivet og livet i Hillerød bymidte.

Arbejdet i perioden har blandt andet omfattet Slotssø Byfest og travajeroning, Copenhagen Sprint, Sankt Hans, Kulturnatten og studiestart, Horrorwalk, julemarked, julebelysning samt sommerfest i Roskilde.

Der er i perioden afholdt 10 bestyrelsesmøder samt arbejdsgruppe- og planlægningsmøder med fokus på koordinering og udvikling af aktiviteterne.

Hillerød Events udbetalte i 2025 tæt på 500.000 kr. til foreningslivet. Flere foreninger har desuden haft indtægter gennem aktiviteter og madboder ved byfesten.

Arbejdet bidrager til at styrke foreningslivet og skabe liv og aktiviteter i Hillerød bymidte gennem arrangementer og events året rundt.

Hillerød Events

Svend Hansen:

Hillerød Events arbejder med at skabe aktiviteter, arrangementer og samarbejder, der styrker foreningslivet og bidrager til liv og aktivitet i Hillerød Kommune.

Arbejdet har blandt andet omfattet Slotssø Byfest, Sankt Hans, Kulturnat og studiestart, Horrorwalk, julemarked, julebelysning, events og koncerter samt samarbejde med foreninger, frivillige og øvrige aktører.

Der har i perioden været afholdt bestyrelsesmøder samt en lang række møder med C4/Byforum, Grejbanken, foreninger og øvrige samarbejdspartnere. Arbejdet har desuden omfattet en betydelig frivillig indsats i forbindelse med planlægning, koordinering og gennemførelse af aktiviteter.

Hillerød Events udbetalte i 2025 knap 500.000 kr. til foreningslivet for frivillige indsatser. Over de seneste tre år er der samlet udbetalt omkring 1,5 mio. kr.

Arbejdet er med til at styrke foreningslivet og skabe aktiviteter og liv i Hillerød bymidte. Flere af aktiviteterne ville ikke kunne gennemføres uden samarbejdet mellem frivillige, foreninger og lokale aktører.

Frederiksborg Gymnasium og HF

Thomas Vang Christensen:

Bestyrelsesarbejdet for Frederiksborg Gymnasium og HF har i perioden haft fokus på skolens udvikling og strategiske rammer med henblik på at sikre et stærkt uddannelsesmiljø og høj faglighed for kommende studenter i Nordsjælland.

Arbejdet har blandt andet omfattet afslutning af større byggeprojekter, herunder etablering af bæredygtighedshus samt renovering af idrætsanlæg.

Der afholdes årligt bestyrelsesmøder og strategiseminarer med fokus på skolens udvikling, økonomi og fremtidige rammer.

Byggeprojekterne er afsluttet med gode resultater, og skolens fysiske rammer er forbedret. Bæredygtighedshuset er etableret delvist med fondsmidler, og idrætsanlægget giver nu bedre faciliteter året rundt.

Frederiksborg Gymnasium og HF bidrager væsentligt til uddannelse af unge i Nordsjælland og dermed til udviklingen af fremtidig arbejdskraft og lokalsamfundet.

Hillerød Byforum

Rikke Hemmingsen:

Arbejdet i Hillerød ByForum har i perioden haft fokus på udvikling og forskønnelse af Hillerød bymidte samt samarbejde om aktiviteter, synlighed og byliv.

Indsatserne har blandt andet omfattet trafikindsatser i bymidten, genetablering af gågade med bænke, rækværk og pullerter, informationskampagner om Hillerød.nu, samarbejde med VisitNordsjælland samt indsatser omkring affald og skodkampagner.

Der er løbende arbejdet med aktiviteter og indsatser, der skal styrke oplevelsen af Hillerød som handels- og oplevelsesby for både borgere og besøgende.

Kendskabskampagnerne har skabt bred synlighed, og arbejdet med gågaden har bidraget til et mere attraktivt bymiljø for både borgere og erhvervsdrivende.

Der peges samtidig på vigtigheden af fortsat fokus på Hillerøds betydning i VisitNordsjælland samt behovet for dialog med brugerne af byens rum og byliv.

Arbejdet bidrager til at gøre Hillerød til en levende og aktiv by med aktiviteter og tilbud for mange målgrupper året rundt.

2024

Frederiksborg Gymnasium:

Thomas Vang Christensen:

Som ekstern repræsentant for C4, er jeg udpeget til Frederiksborg Gymnasium og HF´s bestyrelse, cvr.nr. 29553963.

Gymnasiet er et af landets største, og utvivlsomt et af landets mest veldrevne.

Bestyrelsen har konstitueret sig for flere år siden, hvorefter jeg er formand, og det er en rolle, som jeg med glæde påtog mig.

Der er i princippet ikke noget finere end at arbejde for at fremme unge menneskers uddannelse bedst muligt.

Hvert år, når studenterne dimitterer, holder jeg sammen med rektor et indlæg for de nyudsprungne studenter og deres familier, hvilket er en opgave, som jeg også værdsætter meget.

Gymnasiet har pt. to store byggeopgaver, henholdsvis renovering af idrætsanlæg, og opførelse af et bæredygtighedshus, hvor Villum-Fonden i øvrigt har skudt midler ind i etableringen, og dermed muliggjort et stort aktiv for Frederiksborg Gymnasium og HF´s mange elever.

I takt med at bæredygtighedshuset færdiggøres, åbner den gamle Christian 4.s Latinskole og det nuværende gymnasium sig op mod byen, og der bliver at en grøn dagsorden, som utvivlsomt får stor betydning for elevernes forståelse og selvforståelse i fremtiden.

Med udpegningen følger et stort ansvar, og der skal afsættes en del tid for at håndtere de mange opgaver der følger med.

Det er en glæde at have en samarbejdsorganisation som C4, der kan sikre et samspil mellem erhvervslivet og en ungdomsuddannelsesinstitution, som Frederiksborg Gymnasium og HF.

Tak for tilliden og tak for udpegningen, som jeg med glæde har modtaget.

Fonden Nordisk Lejrskole & Kursuscenter / Danhostel Hillerød

Peter Følbæk Nielsen:

Som ekstern repræsentant for C4 er jeg blevet udpeget til bestyrelsen for Fonden Nordisk Lejrskole & Kursuscenter, CVR-nr. 45822419.

Fondens primære aktivitet er i dag driften af Danhostel Hillerød samt støtten til det nordiske samarbejde, herunder sommerlejrskoler for nordiske børn. Danhostel Hillerød bidrager årligt med over +16.000 overnattende gæster til Hillerød og omegn samt afholdelse af kurser, fester m.m.

Bestyrelsen konstituerede sig for flere år siden, hvorefter jeg overtog rollen som formand — en opgave, jeg påtog mig med stor respekt for fondens historie.

I den forgangne periode har vores fokus været at sikre en solid turnaround af Danhostel Hillerød med fokus på sund drift samt muligheden for investeringer i bygningerne og det skønne område. Dette arbejde er nu afsluttet, og vi har opnået en sund drift med fokus på udvikling.

Den næste hovedopgave bliver at sikre en solid og bæredygtig renovering af stedet og dets bygninger, så de kan stå stærkt både nu og i mange år fremover.

Det er en stor glæde at se, hvordan Danhostel Hillerød igen har markeret sig positivt i Hillerød. Stedet bidrager ikke blot til udviklingen af turisme, overnatning, lokale fester og kurser, men er også ved at blive en mere integreret del af byen.

Med udpegningen følger et stort ansvar, og der kræves en betydelig tidsmæssig indsats for at håndtere de mange opgaver, der følger med.

Jeg sætter stor pris på samarbejdet med C4, som bidrager til et stærkt samspil mellem erhvervslivet, kommunen og turismen.

Tak for tilliden og udpegningen, som jeg med glæde har modtaget.

VisitNordsjælland

Erik Helmer Pedersen:

Som udpeget til repræsentantskabet i Visit Nordsjælland, er opgaven at sikre Hillerøds interesser bliver varetaget på turismeområdet af Visit Nordsjælland.

Der holdes 4 møder om året med Hillerød Kommune, og Hillerød Kommunes repræsentant i Bestyrelsen (Thomas Elong), for at komme med opmærksomhedspunkter til bestyrelsesrepræsentanten fra Hillerød – fra Hillerøds side er repræsenteret Hotel Hillerød, Museum Nordsjælland, Frederiksborg Slot og C4 Foreningen/Byforum.

Gennem de sidste år har der efter vores mening været alt for stor Fokus på ”Kystturisme” og ikke ”shopping Turisme”.

Efter ansættelse af ny direktør, forventer vi større fokus på Hillerøds interesser over for turisterne.

VisitNordsjælland

Katja Slüter:

Jeg går til opgaven som én af Hillerøds repræsentanter i VisitNordsjællands repræsentantskab i flere niveauer.

Repræsentantskabet mødes ca. en gang om året til repræsentantskabsmøde. På mødet orienteres om nyt fra VisitNordsjælland (markedsføring og udvikling), der er ofte en gæstetaler med et aktuelt emne, og der er tid til dialog mellem medlemmerne. Jeg orienterer C4s bestyrelse på bestyrelsesmøder om disse møder.

Ca. 4 gange om året mødes turismegruppen (kært barn har mange navne) i Hillerød. Gruppen består af politisk repræsentation, embedsfolk fra Hillerød Kommune, C4 og aktører. Vores opgave er at drøfte opgaven vi, i Hillerød Kommune, mener er vigtig for VisitNordsjælland at løfte.

Derudover er min selvudnævnte opgave som repræsentant, at mødes med og lytte til Hillerøds turismeaktører, så deres stemme høres.

VisitNordsjælland

Sara Juel Andersen:

Jeg står gerne til rådighed fortsat.

Hillerød Elite Idræt

Simone Rich:

Medlem af Fonden Hillerød Elite idræt.

Fondens formål er:

  • At der skabes attraktive talent- og elitemiljøer, som er med til at rekruttere & fastholde unge atleter, med interesse for eliteidræt i Hillerød Kommune.
  • At støtte op omkring talentmiljøerne ved at formidle viden & principper fra Team Danmark – til de enkelte idrætsgrene samt klubmiljøer, så trænere og atleter får de bedst mulige udviklingsmuligheder, med henblik på fremtidige aftaler med Team Danmark, specialforbund og- eller andre idrætsorganisationer.
  •  Hillerød Talent & Elite Idræt indgår aktivt i samarbejdet omkring udviklingen af uddannelsesordninger, med særligt idrætsligt tilbud i Hillerød Kommune.

 

Gennem det seneste år, har opgaverne været fokuseret på – at skabe en ny struktur efter afslutning af Hillerød Kommunes samarbejdsaftale med Team Danmark. 

Det har bl.a. resulteret i ny bestyrelsessammensætning, nye vedtægter & nedsættelse af arbejdsgruppe(r). Her har jeg bl.a. deltaget i en særskilt gruppe omhandlende kommunikation.

Hillerød Elite Idræt

John Søndergård:

2024 har bestyrelsen for HEI brugt på at få revideret konceptbeskrivelsen for Hillerød Elite Idræt og vedtægter for fonden, efter at TD opsagde samarbejdsaftalen med Hillerød Kommune omkring talentudvikling med udgangen af 2023.

Første skidt mod at finde frem til hvordan der skal arbejdes med talentudvikling i Hillerød Kommune efter TD-tiden, var at få afholdt en temaaften omkring emnet: Hvad er god talentudvikling.

Temaaftenen blev afholdt i april måned med deltagelse af klubber, forvaltningen, HEI-bestyrelse og idrætslærere fra Byskolen. Temaaftenen blev afholdt af HEI og Hillerød Kommune, hvor oplægsholder var Kristoffer Henriksen. Kristoffers budskab var, at talenter skabes/fødes ud af talentmiljøerne ude i klubberne.

Med afsæt i temaftenen blev der nedsat nogle arbejdsgrupper, som udarbejdede nyt oplæg til koncept for talentudvikling og skabelse af talentmiljøer ude i klubberne og et sæt nye vedtægter for fonden.

For at få mere fokus på talentudviklingen, besluttede bestyrelsen at foreslå ændring af navnet så talent kommer ind som en del af navnet for fonden, så navnet fremover bliver Hillerød Talent og Eliteidræt.

Vedtægter er i starten af 2025 sendt til godkendelse i byrådet i Hillerød Kommune.

Bestyrelsen og forvaltningen er i gang med planlægningen af en ny temaften for klubberne, hvor det nye koncept skal deles med klubberne.

Hillerød Events

Lars Bo Jørgensen:

I Hillerød Event arbejder vi bl.a med:

  • At genererer midler til Hillerøds foreninger gennem vores engagement i lokale arrangementer. Overskuddet går direkte til at støtte børne- og ungdomsarbejde i foreningerne.
  • At finde opgaver hvor vi via de frivilliges arbejde, kan generere midler medlemsforeningerne
  • Vi tilbyder hjælp til alt fra planlægning og tilladelser til udlån af udstyr og koordinering af frivillige. 
  • Vi fungerer som bindeled mellem foreninger, kommune og lokale aktører, og skaber synergi og fællesskab omkring arrangementer i Hillerød.
  • Aktuel har vi også arbejdet med at integrerer Grejbanken i Hillerød Event.

 

Jeg er indstillet på at stå til rådighed for yderligere en periode i Hillerød Events bestyrelse.

Hillerød Byforum

Lars Bo Jørgensen:

Jeg er formand i Hillerød Byforum.

Foreningens formål er at skabe fornyelse og vækst i Hillerød bykerne via etableringen af en offentlig – privat samarbejdsplatform, der kan være katalysator og koordinator for at udvikle Hillerød bykerne som Nordsjællands førende handels- og kulturcentrum.

I Hillerød Byforum arbejder vi bl.a. med:

  • aktiviteter i bymidten
  • gøre ideer til virkelighed i samarbejde med alle interessenter
  • kommunikative opgaver overfor medlemmerne
  • drifte Hillerød.nu
  • forskønnelse af bymidten
  • og mange andre opgaver

 

Jeg er indstillet på at stå til rådighed for yderligere en periode i Hillerød Byforums bestyrelse.

U/NORD

Susanne Landbo Quedens:

Der har i 2024 været afholdt 5 bestyrelsesmøder heraf et ekstraordinært bestyrelsesmøde.

Økonomi

Af årsrapporten for 2024, der er udarbejdet af Deloitte, fremgår det at denne er afgivet uden kritiske kommentarer eller væsentlige bemærkninger fra revisor.

U-Nords årsrapport udviser et resultat med et overskud på 2.9 millioner kr. mod budgetteret overskud på 4.3 millioner kr. I 2024 realiserede U-Nord 4.224,6 årselever mod en budgetteret aktivitet på 4.414,1 årselever. Det lave resultat skyldes primært omkostninger til stilladsbrug og Skyggetaksameter, større lønstigninger end det var forventet og færre elever.

Budget for 2025 er vedtaget.

Bygninger

Vedrørende bygninger kan det oplyses, at der på bygningen Milnersvej 48 har været en længerevarende tagrenovation, hvor der under renoveringen opstod vandskade, der efterfølgende har resulteret i, at der er foretaget syn og skøn. Men det forventes ikke at det vil fordyre projektet, og tagrenovationen forventes at blive afsluttet i 2025.

Bestyrelsen har arbejdet med Det Maritime Udviklingscenter–Værftshal–19. Drøftelserne har angået det byggeprojekt, der er/skulle være på området. Tanken med Værftshal-19 og Det Maritime Skolehjem var, at bestyrelsen har vurderet, at det var vigtigt, at der fortsat var en maritim uddannelse i Helsingør, da den ellers ville blive nedlagt, hvis U-Nord ikke gik aktivt ind.

Bestyrelsen besluttede, at det var vigtigt, at uddannelsen blev bevaret.

Det har været drøftelser om, hvilke uddannelser der skulle udbydes og ved hvilke lokationer, herunder om der skulle nedlægges uddannelser.

Bestyrelsen er orienteret om de nye regler for HTX og er arbejdes på at bevare denne uddannelse i Nordsjælland.

FrederiksborgCentret

Mads Qwist:

Hermed som forespurgt en kortfattet status på mit bestyrelsesvirke i Fonden for FrederiksborgCentret. 

Jeg indtrådte i bestyrelsen for Fonden for FrederiksborgCentret i januar 2022 på opfordring fra daværende direktør Carsten Larsen og formand Torben Nyegaard Olesen. Den gensidige forventning var, at jeg skulle bidrage til kommercialisering og professionalisering af fondens virke.

Siden begyndelsen af perioden har bestyrelsen arbejdet fokuseret med at styrke professionaliseringen af både bestyrelsesarbejdet og virksomhedens drift – herunder rapportering, økonomistyring og finansiel planlægning. Ledelsessammensætningen er løbende blevet tilpasset fondens aktuelle behov.

Vi har også fokuseret på at sammensætte en bestyrelse, der i højere grad afspejler fondens aktuelle og fremtidige udfordringer, frem for historiske og udelukkende lokale udpegninger. Det har bl.a. betydet rekruttering af faglige profiler uden for de lokale netværk.

Fondens største udfordringer har i perioden været en betydelig og dræbende rente- og afdragsbyrde. Gennem tæt dialog med kommunen og finansielle partnere er der opnået løsninger, som har forbedret det økonomiske fundament. Det har været en ressourcekrævende proces, men nødvendig for at sikre fondens nuværende og fremtidige drift.

Med luft i likviditeten og en mere stabil økonomisk situation kan bestyrelsen nu rette blikket mod den langsigtede strategiske udvikling.

Fokus resten af perioden vil være at understøtte den nødvendige og mere strategiske transformation, så fonden og arenaen fremadrettet kan drives bæredygtigt og levere stabilt på sit formål og blive et regionalt fyrtårn til glæde for byen og hele Nordsjælland.

Jeg genopstiller ikke til bestyrelsen og vil gerne takke C4 for opbakningen og muligheden for at bidrage til et af byens centrale samlingspunkter.

FrederiksborgCentret

Tina Steinbrenner:

Da jeg indtrådte i bestyrelsen for Fonden for FrederiksborgCentret i januar 2018, var byggeriet af den nye arena igangværende, og bestyrelsesarbejdet pegede primært på tre temaer: Byggeriet, drift af Frederiksborgcentrets aktiviteter, samt mobilisering af organisation, praksis og grundlag ift. de opgaver der fulgte med etableringen af den nye arena.

Bestyrelsesarbejdet har i hele perioden – med byggeudfordringer, Corona og energikrise i de første år – været at styrke professionaliseringen af både bestyrelsesarbejdet og virksomhedens drift – herunder rapportering, økonomistyring og finansiel planlægning. Ledelsessammensætningen er løbende blevet tilpasset fondens aktuelle behov.

Med Royal Stage er der skabt et flagskib i Hillerød der bidrager aktivt til kulturlivet i hele Regionen. Med denne målsætning har bestyrelsesarbejdet været fokuseret på at sammensætte en bestyrelse, der i højere grad afspejler fondens nuværende og fremtidige udfordringer. Det har bl.a. betydet et formandsskifte samt rekruttering af faglige profiler uden for det lokale netværk.
Med en betydelig rente- og afdragsbyrde er der gennem tæt dialog med kommune og finansielle partnere opnået løsninger, som har sikret et bedre økonomiske fundament. En nødvendighed for at sikre fondens videre drift.

Med en mere stabil økonomisk situation kan bestyrelsen nu rette blikket mod den strategiske udvikling. Fokus resten af perioden vil være at understøtte den nødvendige transformation, så fonden og arenaen fremadrettet kan drives bæredygtigt, levere stabilt på sit formål, herunder forankre stoltheden over at være Regionens samlingssted for kultur- og foreningsliv.

Jeg genopstiller ikke til bestyrelsen og takker C4 for muligheden for at bidrage til at skabe et regionalt flagskib.

Hillerød Klimaråd

Allan Kastrup

Jeg indgår som en del af Hillerød Kommunes klimaråd. Dette gør jeg som repræsentant for SMV udpeget af C4.

Som udgangspunkt mødes vi i klimarådet 4-5 gange årligt, hvor mange forhold er oppe og vende, med klima som omdrejningspunkt. Således bidrager vi i klimarådet individuelt og samlet som følger:

    • Rådet har på eget initiativ produceret og afleveret fagligt input og anbefalinger til byråd/NMK-udvalget vedrørende: Kommunens klimaplan- og handleplan, Statusopgørelsen for klimaplanen, Biobrændsler i fjernvarmen, Bæredygtig mobilitet, Bæredygtigt byggeri og Klimavenlig mad i de kommunale køkkener.
    • Klimarådets formandskab er blevet interviewet af journalister og har skrevet artikler om de ovenstående klimarelaterede temaer og anbefalinger i lokalaviserne.
    • Rådet har synliggjort klima-arbejdet gennem oplæg på offentlige møder og biblioteksarrangementer, herunder om kommunens klimaplan.
    • Rådet har deltaget i årlige dialogmøder med byråd/NMK-udvalget
    • Formulere og indlevere anbefalinger vedrørende klimaplanen og de vigtigste klima-politiske-områder (mobilitet, varme, byggeri mv)
    • Deltage i klimadebatten i de lokale medier og med byråd og NMK-udvalget.

 

Jeg finder fortsat arbejdet i og med klimarådet relevant og inspirerende – og ser endvidere også at mit bidrag hertil har en vis vægt og betydning.