Godt 100 medlemmer og samarbejdspartnere deltog i C4 Foreningens traditionsrige nytårskur den 16. januar i C4 Videncenter. Nytårskuren blev skudt i gang af Erik Helmer Pedersen, direktør for C4 Videncenter og Hillerød ByForum. Herefter var der indlæg fra Hillerøds borgmester, Kirsten Jensen og Ulla Tofte, direktør for Frederiksborg • Nationalhistorisk Museum.
Borgmester Kirsten Jensen fortalte om kommunens grønne omstilling, projekter i kommunen og arbejdet med velfærd og udvikling. Borgmesteren fremhævede også en analyse foretaget af Momentum, der er KL´s (Kommunernes Landsforenings) analysemagasin, der dokumenterer, at 2/3 af BNP-væksten i 2022 blev skabt i bare fire kommuner, hvor virksomhederne vækster ekstraordinært meget. Det er i Hillerød, Kalundborg, Gladsaxe og Ballerup.
Borgmesteren fremhævede i sit indlæg også kommunens gode samarbejde med C4 Videncenter og Hillerød ByForum.
Ulla Tofte, direktør for Frederiksborg • Nationalhistorisk Museum, præsenterede en spændende vision om, hvordan museet ønsker at udvikle sig til en totaloplevelse. Ulla Tofte talte bl.a. om integreringen af slottet, barokhaven, naturen omkring og byens centrum, nye madoplevelser når kultur, natur og gastronomi forenes, når Rabarbergaarden udvider og åbner restaurant på den gamle slotskro.